Blog

Siden oktober 2025 publicerer Dagens Medicin hver måned en kommentar fra Læger uden Sponsors formand. Redaktionen ændrer som regel lidt i overskrift og tekst. Originalversionen kan læses her på Læger uden Sponsors hjemmeside og på Linkedin. Her er det seneste indlæg. Vel bekomme!

Ordet habil betyder at kunne behandle en sag uvildigt. Man skal altså kunne træffe en afgørelse eller afgive en anbefaling uden at være påvirket af andre interesser end de rent faglige. Modbegrebet er inhabilitet, altså manglende egnethed på grund af interessekonflikt eller nær tilknytning.

Webinar om habilitet i Lægevidenskabelige Selskaber

Lægevidenskabelige Selskaber (LVS) afholdt d. 17. marts 2026 et webinar habilitet med titlen Hvad er op og ned i habilitet i 2026 – for dit selskab og dig selv?

LVS’ formand Susanne Axelsen hilste først velkommen til webinaret. Baggrunden til webinaret kan vi læse i hendes formandsberetning for 2024. Flere selskaber havde henvendt sig til LVS og bedt om rådgivning i forbindelse med mediers kontakt til dem vedrørende selskabets eller selskabets medlemmers samarbejde med industrien.

SundK tillader forskningssamarbejde, men ikke personlige honorarer eller aktieindehav

Herefter kom 3 foredragsholdere som fortalte, hvordan deres organisationer er nået frem til retningslinjer om habilitet. Først ud var Marie Rønde, vicedirektør i Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut (SundK).

SundK har valgt at aktieindehav (fx i et medicinalfirma) ikke er tilladt for udvalgsmedlemmer, hvis virksomheden har interesser på det område, som man skal rådgive om. Det gælder uanset størrelsen af aktieposten.  Forskningssamarbejde med medicinalfirmaer er tilladt, hvis man som privatperson ikke modtager penge fra firmaet for det. Det er således OK, hvis pengene går til en institution/arbejdsgiver.

SundK’s oplæg til habilitetspolitik er aktuelt er i høring Jeg er delvis skeptisk. Jeg tror at læger, der har bygget en karriere op omkring forskning, oplever fremdriften i deres forskning som langt vigtigere end aktiekursen på et medicinalfirma i deres aktiedepot. Det er for mig stor forskel på, om lægen selv står for kontakter til medicinalfirmaet ifm. med forskning, uanset om han/hun selv aflønnes af firmaet.

Dansk Cardiologisk Selskabs har arbejdet seriøst med habilitet

Næste foredragsholdere var Gro Egholm, næstformand i Dansk Cardiologisk Selskab (DCS). DCS havde startet med at konstruere en række cases med interessekonflikter, fx aktieindehav, gentagne foredrag, forskningssamarbejde etc., og spurgt deres medlemmer, hvordan de opfattede dem.

Casene var interessante, og jeg synes de fortjener en bredere læsekreds. Det vil være kanon, hvis nogen i DCS vil præsentere deres arbejde med habilitet som en artikel i fx Ugeskrift for Læger.

DCS’ habilitetsregler tilsiger at medlemmer med fast tilknytning til medicinal- eller medikoindustrien ikke kan sidde i bestyrelsen eller være formand for en arbejdsgruppe. Ved fast tilknytning forstås fx gentagne industribetalte foredrag, deltagelse i advisory boards, personlig selvadministreret aktiebeholdning inden for medicinal- eller medikoteknik-industrien eller samlet personlig indkomst ved industrisamarbejde over

75.000 kr. på et år. Tillidspersoner i DCS skal hvert år indsende en habilitetserklæring.

Dansk Selskab for Adipositasforskning fokuserer på selskabets omdømme

Næste mand på podiet var Carsten Dirksen, formand for Dansk Selskab for Adipositasforskning (DSAF), som efter drøftelser har fundet frem til, at man ikke må have tillidsposter i selskabet, hvis man har habilitetsproblemer, som kan være en belastning for selskabets omdømme. 

Den løsning giver jeg ikke meget for. Det virker som om selskabet ikke anerkender, at interessekonflikter faktisk påvirker beslutninger, men at man blot tilpasser sig, fordi man frygter negativ omtale i medierne.

Jeg har ikke kunnet finde en habilitetspolitik på DSAF’s hjemmeside, men jeg kan se, at selskabet siden 2025 uddeler to priser, som finansieres af Novo Nordisk Fonden, i alt 1,5 mio. kr. pr. år. Jeg kan også se, at formanden har en række personlige interessekonflikter, som ville diskvalificere ham fra en tillidspost i fx Dansk Cardiologisk Selskab.

Selvstændig rådgiver: Hjælp journalisten at forstå!

Sidste foredragsholder var Nicolai Døllner, tidligere chefredaktør for Dagens Medicin og nu selvstændig rådgiver. Han fortalte, hvordan man skal forholde sig, når medier ringer og spørger om habilitet eller interessekonflikter. Han anbefaling var, at man skal være åben og hjælpe journalisten til at forstå.   

Interessekonflikter har betydning – det viser evidensen

Det undrer mig, at ingen af foredragsholderne fortalte om en evidensbaseret tilgang. For der findes jo evidens på området.

Allerede i 1998 fandt Stelfox og medarbejdere en statistisk højsignifikant sammenhæng mellem interessekonflikter og positiv holdning til lægemiddelgruppen calciumblokkere. Det var en øjenåbner for mig og bidrog til dannelsen af Læger uden Sponsor. Fundet er senere bekræftet flere gange.  En Cochrane-oversigt tyder på, at sammenhængen også gælder kliniske guidelines.

I den amerikanske lægemiddelmyndighed, FDA, er der endog identificeret en pro-sponsor voting bias. Med andre ord: finansielle relationer til et lægemiddelfirma, især advisory board-deltagelse, er stærkt associeret til at man stemmer til fordel for lægemiddelfirmaet (odds ratio 4,97) ved rådgivning af myndigheder.

Stor tak til LVS, som her retter fokus på habilitet. Det var et godt og vigtigt webinar. Jeg er imponeret over arbejdet i Dansk Cardiologisk Selskab, og jeg håber at deres habilitetsregler kan virke som inspiration for andre lægevidenskabelige selskaber.

Her er min seneste klumme i Dagens Medicin. Ligesom tidligere har deres redaktion valgt at ændre titlen (til noget dårligere, synes jeg). Her er artiklen med den oprindelige titel. Vel bekomme!

I min første klumme i Dagens Medicin fortalte jeg om kommerciel bias, som påvirker hvad vi opfatter som ”evidens”. I næste klumme skrev jeg om comparator bias, at sammenligne med noget halvdårligt, som er ret almindelig i industrifinansierede forsøg. Det gælder fx en hjertesvigtmedicin, hvor man havde sammenlignet med halv dosis af en ældre hjertesvigtmedicin for at vise at den nye medicin var bedre.

I dag vil jeg fortælle om Outcome reporting bias (rapporteringsbias), som er en anden hyppig form for kommerciel bias. Kort fortalt handler det om, at kommercielle hensyn påvirker hvilke data og analyser fra et industrifinansieret klinisk forsøg, der bliver præsenteret i den lægevidenskabelige artikel.

Sponsoren har indflydelse på rapporteringen

Rapporteringsbias forekommer hyppigt. I en analyse af 200 industrifinansierede kliniske forsøg, der var publiceret i de syv mest velrenommerede medicinske tidsskrifter, rapporterede forfatterne at firmaerne havde haft indflydelse på dataanalyse og rapportering i henholdsvis 73% og 87% af forsøgene.

Rapporteringsbias kan overordnet have to former: enten lader man helt være med at publicere forsøget, eller også vælger man kun at publicere udvalgte data. Begge former er hyppige.

For off-label brug af lægemidlet gabapentin, som bl.a. anvendes mod smerte, fandt forskere 20 kliniske forsøg, hvoraf 8 (40%) ikke var publiceret. Af de 12 publicerede forsøg havde man ændret det primære effektmål i 8 (66%).  Af forsøgsprotokollernes 21 primære effektmål blev 10 udeladt eller ændret i artiklerne, og af artiklernes 28 primære effektmål var 12 slet ikke nævnt i forsøgsprotokollerne.

Gabapentin er ikke det eneste eksempel. I et studie af 42 kliniske forsøg med antidepressiva fandt man, at forsøg med statistisk signifikant effekt blev publiceret en eller flere gange, mens forsøg uden statistisk signifikante resultater sjældent blev publiceret. Artiklen titel er rammende: ”Evidence b(i)ased medicine—selective reporting from studies sponsored by pharmaceutical industry…”

Er antidepressiva sundt eller skadeligt for unge med depression?

Selektiv og vinklet rapportering fra kan have en afgørende indflydelse på kliniske retningslinjer og derved på patienternes ve og vel. Det kan illustreres med et grelt eksempel om SSRI-præparater (”lykkepiller”) til unge.

I et forsøg, publiceret i 2001, konkluderede forfatterne at SSRI-præparatet paroxetin var veltolereret og effektivt til unge med depression . Det fik stor betydning for behandlingsretningslinjer.  Da andre forskere næsten 15 år senere fik adgang til de samme forsøgsdata fandt de tværtimod, at paroxetin ikke var mere effektivt end placebo, men forårsagede selvmordstanker og selvskade.

Forfatterne til den oprindelige publikation havde valgt at klumpe selvmordstanker og selvskade hos patienter i paroxetin-gruppen sammen med almindelige bivirkninger, som også forekom i placebogruppen, fx hovedpine. På den måde skete der en fortyndingseffekt, så der ikke længere var statistisk signifikant forskel mellem grupperne. Forsøgsdata kan altså ”masseres”, indtil man får det resultat, som man gerne vil publicere.

Metoder at begrænse reporting bias

Rapporteringsbias kan have stor indflydelse på resultaterne i metaanalyser af kliniske forsøg, der betragtes som den højeste form for evidens. Det er derfor et problem for hele det videnskabelige samfund.

Mange sundhedsvidenskabelige tidsskrifter har derfor indført den regel, at de kun publicerer kliniske forsøg, hvis forsøgsprotokol i forvejen er registreret i en online database. Det har øget transparensen, men det har ikke løst problemet. I en undersøgelse af publicerede forsøg om kræftmedicin i 2020 var forsøgsprotokollen fortsat kun tilgængelig for godt 1/3 af forsøgene.

Problemerne med rapporteringsbias og andre former for kommerciel bias løses ikke ved transparens. De løses ved at de, der skal granske forsøgene, er bevidste om de forskellige former for kommerciel bias, der kan skævvride fortolkningen. Det første skridt er at identificere afsenderen. Hvem står bag og/eller har betalt for det kliniske forsøg? Hvilke kommercielle interesser har denne aktør på området? Hvilken indflydelse på forsøgets design, statistiske analyser og afrapportering kan denne aktør have haft?

Det er indlysende, at disse vurderinger bedst foretages af en ”ekspert”, som ikke selv har selv har finansielle relationer til, eller forskningssamarbejde med, det firma, som står bag forsøget.

Lif’s kritik af Medicinrådet klinger hult

Nogle gange får jeg en dårlig smag i munden. Det sker, når jeg møder hykleri, dobbeltmoral og skjulte dagsordner. Det kan være en telefonsælger, der har et usandsynligt godt tilbud til mig, en influencer, der fortæller børn, at slik fra et vist firma er gigalækkert, eller en politiker, som den ene dag går op i klima og den næste dag, beklager at oksekød er blevet for dyrt.

Den dårlige smag i munden kommer ofte, når jeg læser nyheder fra Lægemiddelindustriforeningen (Lif).

Lif repræsenterer ikke patienterne

Senest præsenterer Lif en nyhed om, at Medicinrådet i 4. kvartal 2025 afviste 12 ud af 14 nye lægemidler som standardbehandling. ”Det er ikke en positiv melding for patienterne”, lyder det fra Louise Broe, politisk chef for sygehusmedicin i Lif.

For patienterne? Medarbejderen i Lif vil tilsyneladende bilde os ind, at hun taler på patienternes vegne. Men er det virkelig lægemiddelindustriens brancheforeningen, der taler patienternes sag i dagens Danmark? Hvad mener mon Morten Freil, direktør i Danske Patienter og medlem af Medicinrådet, om det?

Jeg kan godt nok se på billeder, at Morten Freil deltog i velkomstreceptionen for Lif’s nye koncernchef Thomas Senderovitz. Men jeg kan ikke forestille mig, at Freil har uddelegeret rollen som patienternes talerør til Lif.

90% af Lif’s medlemmer er udenlandske medicinalvirksomheder

Efter min mening repræsenterer Lif slet ikke patienterne. Lif repræsenterer deres medlemmer, som er 39 store medicinalvirksomheder, hvoraf kun fire er danske, mens 35 (90%) er udenlandske.  Lif repræsenterer med andre ord store, primært udenlandske, medicinalvirksomheder, der gerne vil øge deres salg af medicin i Danmark. Det klinger derfor hult, når Lif’s medarbejdere igen og igen henviser til patienterne, når de kritiserer Medicinrådet. En mere ærlig brancheforening ville skrive ”Det er ikke en positiv melding for vores medlemmer…”.

Medicinrådet anbefalede næsten halvdelen af nye lægemidler i 2025

Lif glemte selvfølgelig at fortælle, at Medicinrådet set over hele 2025 anbefalede næsten halvdelen af alle nye lægemidler som standardbehandling.  For et lægemiddel, som faktisk medfører værdi for patienter og samfundet, og hvis pris står i nogenlunde relation til nettoværdien, er der faktisk gode odds for at blive anbefalet som standardbehandling i Danmark.

Lif’s nye koncerndirektør skyder på Medicinrådet

Medicinrådet er også skydeskive for Lif’s nye koncerndirektør Thomas Senderovitz. ”Thomas Senderovitz vil ruske op i Medicinrådet og gøre Danmark konkurrencedygtigt igen”, fortæller en overskrift i Dagens Medicin.

Senderowitz hævder i artiklen, at Dansk lægemiddeleksport, og derved hele det danske velfærdssamfund, er truet pga. overregulering. Han tænker særligt på Medicinrådet, som han gerne vil se en evaluering af. ”Jeg kunne godt forestille mig, at der er nogen i rådet, som tænker, at de skal vurdere om et lægemiddel er sikkert og effektivt at bruge. Men det er allerede blevet vurderet af Europas førende eksperter i EMA”, siger han.

Senderovitz undervurderer bevidst Medicinrådets medlemmer

Mon ikke Senderovitz bevidst undervurderer Medicinrådets medlemmer. Som tidligere direktør for Lægemiddelstyrelsen burde han vide, at et lægemiddel ikke behøver være bedre end dansk standardbehandling for at blive godkendt til markedsføring i EU.

Rollefordelingen er temmelig klar, og det ved Senderovitz selvfølgelig. EMA tager stilling til, om et lægemiddel har en dokumenteret effekt, der overstiger bivirkningerne, i kliniske forsøg, som medicinalfirmaet selv har udført. I så fald får firmaet lov til at markedsføre lægemidlet i EU.

Medicinrådet tager stilling til om lægemidlet er godt nok sammenlignet med andre behandlinger, om dokumentationen er god nok, og om prisen er rimelig. I så fald kan lægemidlet anbefales som standardbehandling i Danmark.

Medicinrådet har ikke indflydelse på dansk konkurrenceevne

Det er svært at se Senderowitz sammenkobling mellem Medicinrådets anbefalinger og dansk lægemiddelindustris konkurrenceevne som andet end politisk spin.

Medicinrådet har indflydelse på lægemiddelforbruget i Danmark, og derved på primært udenlandske lægemiddelvirksomheders salg i Danmark, men ikke på danske lægemiddelvirksomheders salg i udlandet. Faktisk var ingen af de 14 nye lægemidler, som Medicinrådet vurderede i 4. kvartal 2025 markedsført af en dansk lægemiddelvirksomhed.

Dansk lægemiddeleksport har været i fremgang i mange år, men det skyldes hverken Lif eller Medicinrådet. Den danske velfærdsstat ville ikke være mere robust, hvis Medicinrådet havde anbefalet flere dyre lægemidler af tvivlsom værdi som standardbehandling – snarere tværtimod.

Lif bør holde sig på egen banehalvdel

Det er op til Thomas Senderowitz at forklare, hvordan Danmark skulle blive mere konkurrencedygtigt af, at udenlandske lægemiddelvirksomheder får større tilskud af danske skatteyders penge til salg af urimeligt dyr eller mangelfuldt dokumentet medicin i Danmark.

Senderovitz vil gerne se en evaluering af Medicinrådet. Jeg, derimod, vil gerne se en evaluering af Lif. Jeg tror selv, at det ville være bedre for Danmark og det danske sundhedsvæsen, hvis Lif holdt sig på egen banehalvdel og ophørte med at bilde os ind, at de har noget med patienterne eller dansk eksportindustri at gøre.

Dette er originalversionen af en klumme, som efter redaktionelle ændringer i dag blev publiceret i Dagens Medicin. Jeg synes selv at originalversionen er noget bedre…

Læger Uden Sponsor er et netværk bestående af læger og medicinstuderende, der gerne vil sætte fokus på de kommercielle interesser der kan være inden for medicin og sundhed, samt hvordan læger kan blive påvirket af dette. Hvert år i januar afholder Læger Uden Sponsor bestyrelsesvalg, hvor nye medlemmer kan vælges ind i bestyrelsen. Bestyrelsesvalget for 2026 blev afholdt fra 1. januar til 15. januar, og der er nu blevet valgt en ny bestyrelse for netværket. Første bestyrelsesmøde blev afholdt i dag den 26. januar, hvor bestyrelsen konstituerede sig på de pladser der er angivet nedenfor.

Netværkets bestyrelse består nu af følgende:

• Mats Lindberg (formand)
• Andreas Lundh (næstformand)
• Kristine Rasmussen Hone
• Benny Ehrenreich
• Andreas Andersen (webmaster & sekretær)
• Andreas Hoff

Er du læge eller medicinstuderende er du meget velkommen til at melde dig ind i netværket, og dermed bakke op om vores arbejde. Hvis du Vi mangler også nogle der vil være med i bestyrelsen og bakke op om vores arbejde, så skriv til os hvis det har interesse. har nogle spørgsmål kan du kontakte netværket her. Du kan også følge os på Facebook, Bluesky, Twitter eller Mastodon.

Indlægget er d. 12-01-2026 publiceret i Dagens Medicin

Lægemiddelindustrien er, som få andre brancher, afhængig af offentlig støtte. Uden tilskud af skatteydernes penge bliver salget ikke stort. Det gælder især ny såkaldt innovativ medicin som ofte koster mere end 100.000 kr. pr. år. 

Lægemiddelvirksomhederne og deres brancheforening, Lif, arbejder strategisk for at sikre maksimalt tilskud. Det kan gøres ved kliniske forsøg, men også ved lobbyisme og ved at lægge politisk pres på Medicinrådet via fx patientforeninger. Jeg vil her fortælle om et aktuelt eksempel: lecanemab, et såkaldt antiamyloidantistof, som lanceres mod tidlige stadier af den hyppigste demenssygdom, Alzheimers Sygdom.

Markedsføring af hypotesen

Antiamyloidantistoffer er designet efter en hypotese om, at årsagen til Alzheimers Sygdom er ansamlinger af proteinet amyloid i hjernen. På trods af, at dusinvis af kliniske forsøg med præparater, der fjerner amyloid, ikke har påvist klinisk bedring for patienterne, er amyloid-hypotesen blevet dominerende.

Amyloid-hypotesen er nu så ”vedtaget”, at medicinalfirmaer ikke behøver dokumentere kliniske fordele for patienterne, for at få markedsføringstilladelse. Hvis blot mængden amyloid i hjernen mindsker, er lægemyndigheden tilfreds.  Det viser Aduhelm-sagen i USA, hvor lægemiddelmyndigheden FDA besluttede at godkende præparatet stik i mod anbefalingen fra sin egen rådgivende komité.  Det viste sig senere, at der i forbindelse med markedsføringsgodkendelsen havde været ualmindeligt tætte kontakter mellem FDA’s medarbejdere og medicinalfirmaerne bag præparatet.

Vi har set lignende hypotese-spin før. I 1970’erne markedsførtes blodkarsudvidende lægemidler mod demens, og læger fortsatte at tro, at demens var forårsaget af åreforkalkning i hjernen i mange år efter, at den hypotese var afkræftet. Et andet eksempel er markedsføringen af serotonin-genoptagshæmmere mod depression (”lykkepiller”) i 90’erne og 00’erne, som har medført, at såvel lægmand som mange læger fortsat tror, at depression er forårsaget af mangel på serotonin i hjernen – en hypotese som er udokumenteret og misvisende.

Mindre amyloid i hjernen på scanningsbilleder, men også bivirkninger

Aduhelm blev fjernet fra markedet af, fordi det gik dårligt med salget. Nu satser samme medicinalfirma i stedet på næste præparat i gruppen, lecanemab, som markedsføres mod de tidligste stadier af Alzheimers Sygdom, dvs. let demens, eller stadiet før demens.

Målt på scanningsbilleder er lecanemab effektivt – amyloidaflejringer forsvinder. Men scanningsbillederne viser også hyppigt bivirkninger – lokale hævelser og småblødninger i hjernevævet. Disse forandringer er oftest uden symptomer, men kan føre til dødsfald. Lecanemab har i USA derfor fået en såkaldt Black Box Warning, og forbrugerorganisationen Public Citizen advarer mod præparatet.

Demenssymptomer udvikles og bliver værre på trods af de pænere scanningsbilleder, men i lidt langsommere tempo end i placebogruppen. Forskellen i løbet af de 18 måneder, som forsøget varede, er dog så lille, at patienterne og de pårørende næppe vil kunne mærke det. 

Spillet om tilskud i Danmark

Lecanemab fik markedsføringstilladelse i Danmark i april 2025. Et par måneder senere antog Ugeskrift for Læger en statusartikel om antiamyloid-behandling af Alzheimers Sygdom. Behandlingen beskrives her som ”et afgørende skridt i retningen af mere effektiv behandling”.  Jeg syntes, at statusartiklen tegnede et lige lovligt lyserødt billede og skrev derfor et kritisk fagligt debatindlæg, som forfatterne besvarede.

I december kom Medicinrådets anbefaling. Rådet valgte at ikke anbefale lecanemab til behandling af patienter med let kognitiv svækkelse eller let demens som følge af Alzheimers sygdom. Bravo!

Medicinrådets anbefaling har ført til de forventede reaktioner. I overskrifter kan vi læse, at ”eksperter er rystede”, selv når ikke en eneste ekspert citeres. Alzheimerforeningen, som beskriver sig selv som ”en uafhængig patient- og pårørendeorganisation”, men alligevel har valgt at modtage støtte fra de to medicinalfirmaer, der vil tjene penge på salget af lecanemab (Eisai og Bioarctic),  er ganske forudsigeligt  ”rigtig skuffede over, at vi ikke kan tage det her revolutionerende skridt for danske patienter med Alzheimers”. 

Lægemiddelindustriforeningen (Lif) skriver, at vi ikke må ikke svigte mennesker med Alzheimers, når der endelig er nye behandlinger på vej. Betyder det, at Lif mener, at Medicinrådet svigter patienterne? Eller vil de bare insinuere det?

Jeg vil gerne invitere Alzheimerforeningen og Lif til en debat her i Dagens Medicin. Mener de virkelig, at Medicinrådet burde have anbefalet lecanemab på trods af den tilsyneladende begrænsede effekt, de potentielt alvorlige bivirkninger og de meget høje udgifter, som det ville medføre? Hvorfra skal pengene i så fald tages?

Medicinrådet har truffet en afgørelse, men spillet om tilskud er ikke slut. I sin nytårstale nævnte statsminister Mette Frederiksen forebyggelse og tidlig opsporing af demens. Mon ikke lægemiddelindustriens lobbyister har haft en finger med i den formulering.

Så er det snart tid til det næste ekstraordinære bestyrelsesvalg i Læger Uden Sponsor, og afstemningen åbner snart. Læger Uden Sponsor består af en bestyrelse, som medlemmer af netværket kan vælges til. I år er Andreas Hoff og Andreas Andersen på valg til de kommende to år i bestyrelsen. For at stemme skal du være medlem af Læger Uden Sponsor – er du ikke allerede medlem kan du melde dig ind her.

Markus Fally træder ud af bestyrelsen – tusind tak for hans store indsats de seneste år.

Afstemningen til bestyrelsesvalget åbner for medlemmerne den 1. januar 2026 og lukker den 15. januar 2026. Afstemningen vil blive udsendt som en SurveyXact inden afstemningen begynder. Resultatet af afstemningen vil blive annonceret på hjemmesiden.

Nedenunder kan du se de kandidater der er på valg denne gang:

Mats Lindberg – kommentar i Dagens Medicin

For et par måneder siden fortalte jeg om comparator bias – sammenligningsbias – som er en form for kommerciel bias i kliniske forsøg. I dag vil jeg fokusere på et konkret eksempel, nemlig hjertesvigt-medicinen Entresto.

I juni i år skrev Dagens Medicin om et studie, som viste, at kun 9 pct. af danske hjertesvigtspatienter får behandling med Entresto på trods af, at præparatet er anbefalet af European Society of Cardiology. 

‘Hjertesvigt er en alvorlig sygdom, og det bør være sådan, at man har lige adgang til medicin, der kan forbedre ens prognose, uanset hvem man er, og hvor man bor i landet’, fortalte en forsker bag studiet med henvisning til, at patienter på Fyn og i Jylland mere sjældent får ordineret den anbefalede medicin.

Men mindsker Entresto virkelig hjertesvigtpatienternes risiko for sygehusindlæggelse og død, som forskeren hævder? Skal hjertelæger i Jylland og på Fyn virkelig have dårlig samvittighed over, at de ikke ordinerer Entresto lige så flittigt som deres sjællandske kolleger? 

Lad os kigge nærmere på evidensen. 

Som at sammenligne æbler, pærer og grapefrugt

Anbefalingen af Entresto er baseret på PARADIGM-HF-forsøget, der blev publiceret i 2014. Men Entresto, som består af et nyt lægemiddel, sacubitril, i kombination med det ældre lægemiddel valsartan, blev ikke sammenlignet med valsartan alene, hvilket ville have været logisk for at finde ud af, om tillægget af sacubitril medførte fordele. 

I stedet sammenlignede man med et helt andet lægemiddel, enalapril, som blev givet i halv dosis sammenlignet med valsartan-doseringen i Entresto. 

På dansk kan man sige, at man ikke sammenlignede æbler og pærer, men et halvt æble med en hel pære med grapefrugt oveni.

PARADIGM-HF var sponsoreret af lægemiddelfirmaet Novartis, og 9 ud af 11 forfattere havde finansielle relationer til Novartis. Forsøget viste, at der var 20 pct. mindre risiko for det primære endepunkt – dvs. indlæggelse pga. hjertesvigt eller død pga. hjertekarsygdom – i sacubitril/valsartan-gruppen. 

Men allerede i 2014 blev det kritiseret, at man ikke havde sammenlignet Entresto med valsartan i ækvieffektiv dosering, men uden sacubitril.

PARADIGM-HF var efter min mening et typisk eksempel på kommerciel sammenligningsbias.

Mindre eller ingen effekt med valsartan i kontrolgruppen

PARADIGM-HF viste således, at sacubitril + valsartan var bedre end enalapril i den valgte dosering. Til gengæld kunne forsøget ikke besvare spørgsmålet om, hvorvidt sacubitril egentlig gør nogen forskel.

Der er nu gået 11 år siden publikationen. I mellemtiden er der kommet et par kliniske forsøg, der kan gøre os klogere.

I 2019 kom PARAGON-HF , som sammenlignede Entresto med valsartan hos 4.800 hjertesvigtspatienter med normal eller kun let nedsat hjertepumpefunktion. Der var ikke signifikant forskel på hyppigheden af indlæggelse pga. hjertesvigt eller død pga. hjertekarsygdom, men dog en tendens til fordel for Entresto.

I 2021 kom LIFE-forsøget, som sammenlignede Entresto med valsartan hos 335 patienter med svært hjertesvigt gennem et halvt år. Der blev ikke påvist signifikante forskelle. Der var flere, der døde i Entresto-gruppen (15 vs. 8), men det var ikke et præspecificeret endepunkt.

I et lille forsøg fra 2021 blev Entresto sammenlignet med enalapril i fuld dosis på 40 mg, dvs. den dosering man nok burde have anvendt i PARADIGM-HF, hvis sammenligningen skulle være fair. Der blev ikke påvist signifikante forskelle.  

16 gange så dyrt

Det er efter min mening højst usikkert, om tillæg af sacubitril til behandlingen gavner hjertesvigtpatienterne. Til gengæld er prisforskellen til at føle på. Entresto er 16 gange dyrere end valsartan (hhv. 40 kr. vs. 2,50 kr. pr. dag). 

Hvis H.C. Andersen stadig levede, havde han kunnet skrive et eventyr om ‘Hjertesvigtpatientens nye tabletter’. Artiklen i Dagens Medicin, som antydede, at hjertelæger, der ikke kan se fordelene ved Entresto, ikke dur til at udføre deres embede, har selvfølgelig sin plads i eventyret.

Men er det rimeligt at udstille hjertelægerne fra Jylland og Fyn, fordi de holder hus med skatteydernes penge i stedet for at betale 16 gange så meget for et nyt lægemiddel med tvivlsom effekt? 

Nej, det er det selvfølgelig ikke. I stedet har vi brug for et barn, eller måske en kardiolog,  der tør råbe, at der ikke i et eneste klinisk forsøg er påvist signifikant mindsket risiko for indlæggelse eller død ved at tillægge sacubitril til hjertesvigtbehandlingen.

Et medicinalfirma lægger ikke penge i kliniske forsøg af hensyn til en filantropisk videnskabelig interesse, men for at produktudvikle og finde salgsargumenter….

I min forrige kommentar fortalte jeg om, hvordan kommercielle interesser kan have indflydelse på, hvordan vi opfatter fordele og ulemper ved lægemidler. Jeg kaldte det ‘kommerciel bias’.  Denne gang vil jeg skrive om comparator bias – dvs. sammenligningsbias – som er en hyppig form for kommerciel bias i de lodtrækningsforsøg, som lægemiddelindustrien udfører, og som de fleste af os betragter som en vigtig byggesten for evidensbaseret medicin. 

For at forstå, hvorfor sammenligningsbias opstår i lodtrækningsforsøg, er det vigtigt at anerkende udgangspunktet. De fleste store lodtrækningsforsøg om lægemidler finansieres af lægemiddelindustrien. Et medicinalfirma lægger ikke penge i kliniske forsøg af hensyn til en filantropisk videnskabelig interesse, men for at produktudvikle og finde salgsargumenter.  Det handler om at overbevise lægemiddelmyndigheder om, at firmaets præparat skal få markedsføringstilladelse, og at overbevise lægerne om, at de skal ordinere præparatet til deres patienter. 

At sammenligne med noget halvdårligt

Lodtrækningsforsøgets kommercielle formål er således, at det skal fremstå som fordelagtigt at bruge medicinalfirmaets præparat frem for at vælge andre løsninger. Forsøget designes til at maksimere sandsynligheden for dette udfald. Hvordan kan det så kringles? Et hyppigt brugt virkemiddel er at sammenligne firmaets præparat med noget, som man i forvejen ved ikke er den helt optimale behandling, en sammenligning med noget halvdårligt …

Comparator bias i effektstudier

Hvis firmaet vil have, at lodtrækningsforsøget skal vise, at deres nye lægemiddel har bedre effekt, så kan de vælge at sammenligne præparatet med noget, der har svag effekt. Det kan være en for lav dosis af et ældre effektivt lægemiddel eller et lægemiddel, som man i forvejen ved er knap så godt som de bedste alternativer.

Her er nogle eksempler på sammenligningsbias i lodtrækningsforsøg, som skal vise bedre effekt.    

Nye præparater mod forhøjet blodtryk er ofte blevet sammenlignet med betablokkeren atenolol på trods af, at man vidste, at andre ældre blodtrykspræparater (thiazid-diuretika) var bedre. 

De meget dyre biologiske lægemidler mod leddegigt blev i lodtrækningsforsøg sammenlignet med MTX i monoterapi på trods af, at triple-terapi med MTX, SZN og HCQ havde vist sig at være langt bedre end MTX alene. 

Da effekten af et nyt lægemiddel mod hjertesvigt (sacubitril) skulle dokumenteres i et lodtrækningsforsøg, valgte man at kombinere det med maksimal dosering af angiotensin 2-hæmmeren valsartan, som man i forvejen vidste var effektiv mod hjertesvigt, men kun give 50 pct. af maksimal dosis af et andet lægemiddel, ACE-hæmmeren enalapril, i kontrolgruppen. 

Man bør også være opmærksom på sammenligningsbias, når det gælder non-farmakologisk behandling. Da Novo Nordisk ville vise, at deres vægttabspræparat medfører et stort vægttab sammenlignet med kun livsstilsændringer, så brugte man næppe de mest effektive metoder til at inducere og fastholde disse livsstilsændringer hos patienterne. Jeg talte engang med en læge, som deltog i et sådant forsøg. Han udtrykte foragt for studiets patienter, som ikke forstod hans budskaber om fedt, sukker og kalorietælling. Jeg forestiller mig, at motiverende samtaler ikke var lægens spidskompetence, men han har hurtigt opnået en høj position i Novo Nordisk. 

Comparator bias i bivirkningsstudier

Hvis lodtrækningsforsøgets formål i stedet er at vise, at det nye præparat er mindre skadeligt, kan det give mening at sammenligne med en unødvendig høj dosis af et ældre lægemiddel, så man kan være sikker på, at det vil give bivirkninger. Her er et par eksempler:

I CLASS-forsøget, som skulle vise, at det nye gigtpræparat celecoxib medfører færre mavesår end ældre gigtpræparater, sammenlignede man celecoxib med ibuprofen i dosering 800 mg 3 gange dagligt i 12 måneder. Det er 33 pct. mere end den maksimalt tilladte døgndosis og 100 pct. mere end den normalt anbefalede dosering.  

Salgsargumentet for andengenerations-antipsykotika var, at de skulle mindske risikoen for ekstrapyramidale bivirkninger sammenlignet med ældre antipsykotika. De nye præparater blev derfor sammenlignet med op til 20 mg daglig dosis af det ældre præparat haloperidol, som ofte medfører ekstrapyramidale bivirkninger ved høj dosering, på trods af at man vidste, at maksimal antipsykotisk effekt allerede sås ved 4 mg daglig. 

Comparator bias’ indflydelse på metaanalyser og oversigtsartikler

Når lodtrækningsforsøg lægges sammen til metaanalyser glemmer man ofte at tjekke, hvorvidt det nu var det bedste alternativ og den optimale dosering i lodtrækningsforsøgets kontrolgruppe. Det kan give skævvredne konklusioner, og det gælder måske især, hvis medicinalfirmaet selv har finansieret analysen.

‘Det er let at lyve med statistik, men svært at fortælle sandheden uden’, skrev den svensk-lettiske matematiker Andrejs Dunkels. Eller, med et citat, som ofte tilskrives den britiske statsmand Winston Churchill: ‘Du kan kun stole på den statistik, som du selv har forfalsket’. 

Artiklen blev første gang publiceret i Dagens Medicin d. 9.10.2025. Jeg har dog lavet et par små ændringer.

Novo Nordisk er i Danmark længe blevet opfattet som en duks i en ellers kynisk og pengegrisk lægemiddelindustri. Den position er Novo Nordisk nu for alvor ved at sætte over styr. 

[…]

I Læger uden Sponsor bruger vi nogle gange begrebet kommerciel bias. Det betegner, hvordan sundhedsvæsenets kommercielle interessenter kan påvirke lægers opfattelse og ordinationer. Efter min mening er der for lidt opmærksomhed på kommerciel bias og dens konsekvenser i det danske sundhedsvæsen.

[…]