Novo Holdings har fået grønt lys til at købe den amerikanske firma Catalent for herefter at sælge 3 af Catalents fabriker videre til Novo Nordisk, fremgår det af en pressemeddelelse fra Novo Nordisk. I mit hoved dukkede et spørgsmål op: hvorfor køber ikke Novo Nordisk selv Catalent? Til at besvare spørgsmålet brugte jeg den gratis AI-søgemaskine Perplexity. Men det var nødvendigt først at finde ud af, hvordan Novo-konglomeratet er opbygget, og hvordan de forskellige Novo-selskaber hænger sammen.
Novo er både en fond, et holdingselskab og en lægemiddelvirksomhed. Novo Nordisk Fonden ejer 100% af Novo Holdings A/S, som ejer en kontrollerende aktieandel i Novo Nordisk A/S og i enzymproducenten Novonesis A/S (tidligere Novozymes).
Novo Nordisk Fondens formål er, at fungere som en stabil base for Novo Nordisk A/S og Novonesis A/S kommercielle aktiviteter og forskningsaktiviteter, og at støtte videnskabelige, humanitære og sociale projekter.
I 2023 delte Novo Nordisk Fonden ud bevillinger på knap 7,7 milliarder kroner. Fonden har over de senere år brugt nogenlunde det samme beløb, ca. 7,4 milliarder kroner til at etablere og støtte Steno Diabetes Centrene, som i dag fungerer som arbejdsgiver for en stor del af de diabetesspecialister, som ordinerer Novo Nordisk A/S præparater.
Novo Nordisk Fondens bevillinger foregår ikke uden betingelser. Fonden har formuleret standarder for ”god forskningspraksis”, hvor en af de fem standarder er ”at beskytte Novo-gruppens omdømme”. Det er således formelt set ikke muligt at få støtte til forskning, som ikke beskytter Novo-gruppens omdømme.
Når Novo Nordisk Fonden i 2010 donerede et stort beløb til Københavns Universitet til oprettelse af et forskningscenter om metabolisme, havde fonden selv bestilt ansøgningen og stillede krav om at godkende ledelsen. Det endte med at Novo Nordisks vicedirektør og forskningsleder blev forskningsleder i det nye center, og alle 20 forskere fra hans forskningsafdeling i Novo Nordisk blev ansatte i det nye forskningscenter uden at stillingerne blev slået op. Parallelt nedlagde Novo Nordisk den forskningsafdeling, som forskerne kom fra.
Novo Holdings A/S opgave er at forvalte en Novo Nordisk Fondens formue, som ved 31.12.2023 var 1.114 milliarder danske kroner. Størstedelen af formuen består af aktier i Novo Nordisk A/S. Novo Holdings A/S ejer således 28,4% af aktiekapitalen og 70% af stemmerne i Novo Nordisk A/S. I 2023 havde Novo Holdings indtægter på i alt 31 milliarder kroner. Af disse var 19 milliarder kroner udbytte/aktietilbagekøb fra Novo Nordisk A/S og Novonesis A/S.
Novo Nordisk A/S er et dansk lægemiddelselskab, som takket være store fremgange i de senere år er blevet Europas mest værdifulde selskab. Markedsværdien er ca.3.400 milliarder danske kroner. Driftsoverskuddet i 2023 var 102,6 milliarder kroner. Novo Nordisk A/S kan reducere skatten ved at allokere penge til forskning, som giver et skattefradrag på 108%. I 2023 har Novo Nordisk bogført 34,7 milliarder kroner som Forskning&Udvikling, hvilket tak være de 108% skattefradrag resulterer i statslig støtte på godt 600 millioner kroner.
Selskabsskatterne indenfor Novo-gruppen varierer tilsyneladende meget fra år til år. I 2022 betalte Novo Holdings A/S mest selskabsskat blandt danske selskaber, A/S 8,7 milliarder, mens Novo Nordisk A/S må have betalt < 0,8 milliarder. I 2023 betalte Novo Nordisk til gengæld 14,7 milliarder i selskabsskat, ifølge Perplexity.
Vi skifter nu emne til Novo Holdings A/S køb af Catalent og videresalg af fabrikker til Novo Nordisk A/S. Novo Holdings A/S betaler 16,5 milliarder dollar for Catalent. Catalent har virksomhed på > 50 pladser i verden og har 18.000 ansatte. Novo Holdings A/S sælger 3 af Catalents fabrikker videre til Novo Nordisk A/S for 11 milliarder dollar, dvs. 67% af købesummen. Disse 3 fabrikker har 3.000 ansatte. Novo Holdings køber således Catalent for 0,9 mio. dollar pr. ansat, og sælger en del af det videre til Novo Nordisk for 3,6 mio. dollar pr. ansat.
Jeg får indtryk af, at forretningen er bedre for Novo Holdings end for Novo Nordisk. Måske er formålet at mindske skatten for Novo Nordisk A/S, som jo oplever hurtigt stigende indtjening i disse år. Måske handler det om at overføre penge fra de øvrige aktionærer i Novo Nordisk A/S til Novo Nordisk Fonden, som jo ejer 100% af Novo Holdings A/S, men ”kun” knap 30% af Novo Nordisk A/S. Det er ikke til at vide…
Perplexity formulerer det sådan her: ”The price of $11 billion for the three sites was likely determined as part of the overall strategic and financial planning of the Novo Group, rather than through a competitive market process”.
- Novo-konglomeratet: overskud, fondsbevillinger og nu opkøb af det amerikanske firma Catalent - 18. december 2024
- Life science er det seneste bud på en ansigtsløftning af big pharma - 23. marts 2022
- Årsberetning for 2021 - 1. januar 2022