Her er min endnu artikel fra Dagens Medicin. Som altid får du den på www.laegerudensponsor,dk i den originalversion, som jeg sendte ind til redaktionen – og før evt. redaktionelle ændringer.
I sidste måned skrev jeg om en online-test til at vurdere en risiko for knogleskørhed. Jeg kritiserede, at man ifølge testen skulle kontakte egen læge til en snak om knogleskørhed, hvis blot ens +90-årige mor eller far havde haft et sammenfald i ryggen. Osteoporoseforeningen og de to endokrinologer, som havde været med til at udvikle online-testen, opfatter det nemlig som ”familiær disposition” for knogleskørhed.
Hvis sandheden skal frem, er jeg langt mere familiært disponeret for knogleskørhed end som så. Min mor pådrog sig allerede før 50 års alder et hoftebrud ved fald på et isglat fortov, og min bror var ikke meget ældre, når han fald under skøjteløb og brækkede hoften.
Hvorfor i al verden følger jeg så ikke Osteoporoseforeningens opfordring at kontakte min praktiserende læge med henblik på udredning for osteoporose? Det er der flere grunde til.
Hellere rask end kroniker
For det første opfatter jeg indtil videre mig selv som rask, og jeg har ikke lyst til at forandre min selvopfattelse til ”patient med en kronisk sygdom”. Det er måske irrationelt, men det handler om min psykologi. Ved at overgå till status som patient føler jeg, at jeg afgiver autonomi, og det har jeg ikke lyst til.
Selv hvis jeg i forvejen havde en, to eller fire sygdomme, ville det formentlig bære mig imod at få diagnosticeret yderligere en ”sygdom”, som i virkeligheden er en risikofaktor for at få knoglebrud. Jeg falder ikke så ofte, så jeg vælger at bilde mig ind, at min risiko for en hoftefraktur ikke er så stor. Ifølge et valideret onlineværktøj til at vurdere risiko for hoftebrud (FRAX) er der faktisk 98,1 % sandsynlighed for, at jeg vil undgå hoftefraktur i de kommende 10 år selv uden behandling.
Hvad ville der ske, hvis jeg alligevel valgte at følge Osteoporoseforeningens opfordring til at konsultere min praktiserende læge? Jeg ville enten få beroligende besked eller blive henvist til en DXA-skanning, som kan måle min grad af knogletæthed. Min knogletæthed ville enten være OK, og i så fald var det jo unødvendigt at jeg belastede lægen med Osteoporoseforeningens bekymringer.
Eller også ville mine knogler være lige lovligt tynde. I så fald ville min læge måske ordinere mig en medicin mod knogleskørhed. Men ville det egentlig være en god idé?
Timingen er vigtig
Den hyppigst brugte medicin mod knogleskørhed er bisfosfonater, fx ugetabletten alendronat. Bisfosfonater, som oprindeligt er udviklet som kalkbinder i vaskemidler, binder til knoglevæv og bliver hængende der i årevis. 10-12 år efter at man har stoppet med behandlingen er halvdelen af bisfosfonatet fortsat tilbage i knoglerne. Det betyder så, at medicinen fortsat har effekt i lang tid efter behandlingsophør.
Bisfosfonater øger knogletætheden ved at hæmme knoglenedbrydningen, men senere hæmmes også knogleopbygningen, så knoglefornyelsen sker langsommere. Det kan efter nogle år medføre en slags lårbensbrud, som man ikke ser ved ubehandlet knogleskørhed, såkaldt atypiske lårbensbrud. Derfor anbefales der, at behandlingstiden begrænses til 5 år.
Der findes farmakologiske alternativer til bisfosfonater, men de løser ikke problemet med den begrænsede behandlingstid. Det mest brugte alternativ, denosumab, medfører den samme risiko for atypiske lårbensbrud som bisfosfonater, og når man stopper med behandlingen falder knogletætheden lynhurtigt, og risikoen for de almindelige knoglebrud stiger brat.
Man kan således kun, nogenlunde risikofrit, behandle med medicin mod knogleskørhed i 5 år. Efter min logik burde timing af medicinering mod knogleskørheden derfor være vigtig. Gennemsnitsalderen hos patienter med første hoftebrud er 83 år. Medicinsk behandling mod knogleskørhed giver derfor bedst mening efter ca. 75 års alder.
Knogleskørhedsmedicin har historisk skuffet fælt
Ved en historisk tilbageblik kan man se, at de lægemidler, som i de sidste 50 år har været anbefalet mod knogleskørhed, oftest har været mere skadelige end gavnlige. Hormonbehandling med østrogen var længe det store hit, men viste sig at øge risikoen for brystkræft, blodpropper i lunger og ben, og formentlig også demens, inkontinens og blodprop i hjerne og hjerte.
Fluor var i en periode anbefalet, fordi det øgede knogletætheden, men på trods af det fik patienterne tre gange flere knoglebrud i hofte, bækken og overarm.
Strontium-præparatet Protelos var meget populært hos knogleskørhedsspecialisterne, indtil der i 2013 blev fastslået, at det øgede risikoen for blodpropper, således at man for hver undgået knoglebrud i stedet fik en ekstra patient med blodprop i hjerte, lunger eller ben.
Det nyeste præparat, romozumab, som er meget ”hot” for tiden, er dyrt, og i et klinisk forsøg øgede det risikoen for blodprop i hjerte og hjerne. Efter min beregninger koster det ca. 6 mio. kr., 1 blodprop i hjernen og ½ blodprop i hjertet at forebygge en hoftefraktur ved at behandle med romozumab i stedet for alendronat.
Efter grundig overvejelse har jeg derfor besluttet, at jeg ikke vil belaste min praktiserende læge med Osteoporoseforeningens uro over min knogletæthed. Jeg krydser fingre for, at det er den rette beslutning.
Denne klumme er baseret på et foredrag, som jeg har holdt for Osteoporoseforeningen, Sønderjylland i 2021 og 2025 og online for Læger uden Sponsor i 2023.
- Skal jeg udredes og behandles for min (mulige) knogleskørhed? - 2. september 2026
- Bondefangeri fra patientforeningen? - 11. august 2026
- Lægemiddelindustriforeningens kommunikative tricks - 14. juli 2026