Mirakelmedicin med bivirkninger eller sløjfet sodavand? Hvad vælger du?

En ny ”mirakelmedicin” går for tiden sit sejrstog gennem lægeverdenen. SGLT2-hæmmere kaldes lægemiddelgruppen, som i de senere år har vist sig at gøre gavn for patienter med så forskellige tilstande som diabetes, nedsat nyrefunktion og hjertesvigt.

SGLT2-hæmmere – en ny slags medicin mod type 2-diabetes, som får sukker at løbe ud med urinen

SGLT2-hæmmerne øger udskillelsen af glukose (druesukker=blodsukker) i urinen. Glukose filtreres ud i den primære urin, men nyrerne suger hos raske normalt al glukose tilbage til blodet ved hjælp af proteinet SGLT2. Hvis man tager SGLT2-hæmmere, fungerer ikke SGLT2, og så løber der en masse sukker ud af kroppen med urinen – typisk 50-60 g. pr dag. Det svarer til godt ½ liter sodavand.

SGLT2-hæmmerne blev for nogle år siden lanceret som blodsukkersænkende medicin til patienter med type 2-diabetes. Blodsukker faldt, men ikke særligt meget og ikke mere end for anden blodsukkersænkende medicin. Fordi der var sukker i urinen, øgede risikoen for urinvejs- og underlivsinfektioner. Kommercielt så der ikke superlovende ud.

Til al held for både lægemiddelvirksomhederne og os andre stillede myndighederne krav om dokumentation for at den nye medicin ikke øgede patienternes risiko for blodpropper. At blodsukkeret falder en lille smule kan jo være lige meget, hvis risikoen for alvorlig sygdom stiger. Kravet var ret nyt. Indtil for knap 15 år siden troede myndighederne at alt var godt, hvis blot blodsukkeret faldt, men så viste det sig at en anden populær blodsukkersænkende medicin, rosiglitazon, øgede patienternes risiko for både hjertepumpesvigt og blodprop i hjertet, og så var man jo nødt til at reagere. I et andet klinisk forsøg døde flere type 2-diabetespatienterne, hvis man sænkede deres blodsukker meget i stedet for kun lidt.

SGLT2-hæmmeren er ”superior” placebo, mens placebo er ”non-inferior” til SGLT2-hæmmaren

Lægemiddelfirmaet valgte at lave et så et såkaldt non-inferiority-forsøg. Formålet var at vise, at deres SGLT2-hæmmer ikke forårsagede ”væsentligt” flere blodpropper i hjerte og hjerne end placebo, så de kunne fortsætte at markedsføre præparatet. Som grænse for hvad der var ”væsentligt” – den såkaldte non-inferiority margin – valgte man 30% relativ risikoøgning eller 4% absolut risikoøgning. Lægemidlet kunne altså fint fortsat sælges, hvis det blot øgede risikoen for blodprop i hjerte og hjerne lidt, fx med 15%.

Til alles overraskelse så det mens forsøget kørte ud til at SGLT2-hæmmeren ikke kun ikke øgede, men måske endog mindskede risikoen for blodpropper. Det ville jo være et rigtigt godt salgsargument, så lægemiddelfirmaet ændrede forsøgsprotokollen for at kunne vise, at præparatet faktisk mindskede risikoen. Man valgte blandt andet at de blodpropper i hjertet, som patienterne ikke selv havde kunnet mærke, ikke skulle tælle med i analysen, og man forlængede forsøget og stoppede det først når der lige var en statistisk signifikant lavere risiko ved SGLT2-hæmmeren end ved placebo. I artiklen konkluderede forfatterne, hvoraf de fleste var ansatte i lægemiddelfirmaet, at SGLT2-hæmmeren mindskede risikoen for blodpropper og død. Den absolutte risikoforskel var dog kun 1,6% til empagliflozins fordel. Hvis i stedet placebo havde været 1,6% bedre, ville konklusionen være at SGLT2-hæmmeren var non-inferior i forhold til placebo. Logisk? Fair? Nej, men sådan er det nu ofte med industriens lægemiddelforsøg.

SGLT2-hæmmere forbedrer prognosen uanset om patienterne har diabetes eller ej! 😊

Så en ny medicin, der sænker blodsukker lidt, har vist sig at kunne mindske risikoen for blodprop i hjerte/hjerne for patienter med type 2-diabetes. Fint nok, men det er først nu at det rigtigt interessante begynder. Det viser sig nemlig at fordelen ved at skylle sukker ud med urinen ikke kun gælder diabetespatienter, men også alle mulige andre, der til daglig går rundt med et normalt blodsukker. Både patienter med hjertepumpesvigt og patienter med nedsat nyrefunktion får mindsket risiko for indlæggelse, nyresvigt eller død af medicinen– uanset om de har diabetes eller ej. Og for blot et par uger siden publiceredes en artikel, som viser at en SGLT2-hæmmer, som det første lægemiddel nogensinde, endog forbedrer prognosen ved hjertesvigt med bevaret pumpefunktion (HFpEF).

Kan man ikke bare lade være med at spise sukker i stedet? Jo, måske, men det forsøg vil du aldrig se i Danmark!

Alt dette lyder jo rigtigt godt – for patienterne, for lægerne, for lægemiddelindustrien og for samfundet overordnet – og det er det også. Men jeg kan ikke blive fri for den hedenske tanke, at SGLT2-hæmmernes eneste funktion er at den befrier os for noget den overflod af sukkerstoffer, som vi belaster kroppen med ved vores diæt. Hver gang vi spiser sukker eller hurtigt nedbrydelige kulhydrater, stiger insulin-niveauet, hvilket bevirker at fedt oplagres forskellige steder i kroppen. De 50-60 gram druesukker, som hver dag løber ud af kroppen med urinen svarer til 0,5-1 liter sodavand. Et sådant indtag af sodavand fordobler mængden af skadeligt fedt i leveren, bughulen og blodet allerede indenfor 6 måneder på trods af at vægten ikke stiger signifikant.

Med tanke på disse sodavandets effekter er det måske ikke overraskende at SGLT2-hæmmerne forbedrer mange patienters prognose. Men præparaterne har også alvorlige bivirkninger, om end de er sjældne. Der ses en øget risiko for livstruende syreforgiftning (ketoacidose), som vi normalt kun ser hos patienter med type 1-diabetes. En SGLT2-hæmmer kan også øge risikoen for amputationer, og der er blevet rapporteret en øget risiko for den alvorlige tilstand Fourners gangræn, dvs. ”kødædende bakterier” i bækkenet. Hvis vi kunne opnå de samme fordele ved ændret kost, ville det være at foretrække. Men tror du nogensinde at du vil se, at stort klinisk forsøg, der sammenligner en SGLT2-hæmmer med en diæt med mindsket indtag af sukker og hurtigt nedbrydelige kulhydrater? Nej, vel, for hvor skal pengene komme fra?

Lægemiddelindustrien har selvfølgelig ingen interesse i at betale for forsøget. De offentlige organer, som betaler for hovedparten af lægemiddelforbruget i EU og DK, har hidtil ikke ønsket at allokere penge til kliniske lægemiddelforsøg – på trods af at det formentlig hurtigt ville kunne betale sig i form af mindskede lægemiddeludgifter.

Den danske lægemiddelindustri, der for tiden lancerer sig for tiden fuld af under det nye navn ”Life Science”, får alt mere indflydelse i samfundet. Lægemiddelindustriens store bidrag til Danmarks eksportindtægter har gjort branchen til politikernes darling. At bevillige danske skatteyders penge til et klinisk forsøg, der kunne afgøre om fx ketogen diæt og/eller intermittent fasting kunne erstatte SGLT2-hæmmere eller Novos præparat liraglutid (Victoza®/Saxenda®) i behandlingen af type 2-diabetes eller overvægt ville være et politisk selvmål. Tænk hvor mange eksportkroner vi ville gå glip af, hvis diætbehandling viste sig at være bedre end medicin, eller endog kunne helbrede patienterne!

Derfor vil du aldrig se det forsøg – i hvert fald ikke i Danmark. ☹

Mats Lindberg

One thought on “Mirakelmedicin med bivirkninger eller sløjfet sodavand? Hvad vælger du?”

  1. Medicinalindustrien har manges helbred, sågar død på samvittigheden. Det er ikke i orden. Fy.

Skriv en kommentar