Indlægget er d. 12-01-2026 publiceret i Dagens Medicin
Lægemiddelindustrien er, som få andre brancher, afhængig af offentlig støtte. Uden tilskud af skatteydernes penge bliver salget ikke stort. Det gælder især ny såkaldt innovativ medicin som ofte koster mere end 100.000 kr. pr. år.
Lægemiddelvirksomhederne og deres brancheforening, Lif, arbejder strategisk for at sikre maksimalt tilskud. Det kan gøres ved kliniske forsøg, men også ved lobbyisme og ved at lægge politisk pres på Medicinrådet via fx patientforeninger. Jeg vil her fortælle om et aktuelt eksempel: lecanemab, et såkaldt antiamyloidantistof, som lanceres mod tidlige stadier af den hyppigste demenssygdom, Alzheimers Sygdom.
Markedsføring af hypotesen
Antiamyloidantistoffer er designet efter en hypotese om, at årsagen til Alzheimers Sygdom er ansamlinger af proteinet amyloid i hjernen. På trods af, at dusinvis af kliniske forsøg med præparater, der fjerner amyloid, ikke har påvist klinisk bedring for patienterne, er amyloid-hypotesen blevet dominerende.
Amyloid-hypotesen er nu så ”vedtaget”, at medicinalfirmaer ikke behøver dokumentere kliniske fordele for patienterne, for at få markedsføringstilladelse. Hvis blot mængden amyloid i hjernen mindsker, er lægemyndigheden tilfreds. Det viser Aduhelm-sagen i USA, hvor lægemiddelmyndigheden FDA besluttede at godkende præparatet stik i mod anbefalingen fra sin egen rådgivende komité. Det viste sig senere, at der i forbindelse med markedsføringsgodkendelsen havde været ualmindeligt tætte kontakter mellem FDA’s medarbejdere og medicinalfirmaerne bag præparatet.
Vi har set lignende hypotese-spin før. I 1970’erne markedsførtes blodkarsudvidende lægemidler mod demens, og læger fortsatte at tro, at demens var forårsaget af åreforkalkning i hjernen i mange år efter, at den hypotese var afkræftet. Et andet eksempel er markedsføringen af serotonin-genoptagshæmmere mod depression (”lykkepiller”) i 90’erne og 00’erne, som har medført, at såvel lægmand som mange læger fortsat tror, at depression er forårsaget af mangel på serotonin i hjernen – en hypotese som er udokumenteret og misvisende.
Mindre amyloid i hjernen på scanningsbilleder, men også bivirkninger
Aduhelm blev fjernet fra markedet af, fordi det gik dårligt med salget. Nu satser samme medicinalfirma i stedet på næste præparat i gruppen, lecanemab, som markedsføres mod de tidligste stadier af Alzheimers Sygdom, dvs. let demens, eller stadiet før demens.
Målt på scanningsbilleder er lecanemab effektivt – amyloidaflejringer forsvinder. Men scanningsbillederne viser også hyppigt bivirkninger – lokale hævelser og småblødninger i hjernevævet. Disse forandringer er oftest uden symptomer, men kan føre til dødsfald. Lecanemab har i USA derfor fået en såkaldt Black Box Warning, og forbrugerorganisationen Public Citizen advarer mod præparatet.
Demenssymptomer udvikles og bliver værre på trods af de pænere scanningsbilleder, men i lidt langsommere tempo end i placebogruppen. Forskellen i løbet af de 18 måneder, som forsøget varede, er dog så lille, at patienterne og de pårørende næppe vil kunne mærke det.
Spillet om tilskud i Danmark
Lecanemab fik markedsføringstilladelse i Danmark i april 2025. Et par måneder senere antog Ugeskrift for Læger en statusartikel om antiamyloid-behandling af Alzheimers Sygdom. Behandlingen beskrives her som ”et afgørende skridt i retningen af mere effektiv behandling”. Jeg syntes, at statusartiklen tegnede et lige lovligt lyserødt billede og skrev derfor et kritisk fagligt debatindlæg, som forfatterne besvarede.
I december kom Medicinrådets anbefaling. Rådet valgte at ikke anbefale lecanemab til behandling af patienter med let kognitiv svækkelse eller let demens som følge af Alzheimers sygdom. Bravo!
Medicinrådets anbefaling har ført til de forventede reaktioner. I overskrifter kan vi læse, at ”eksperter er rystede”, selv når ikke en eneste ekspert citeres. Alzheimerforeningen, som beskriver sig selv som ”en uafhængig patient- og pårørendeorganisation”, men alligevel har valgt at modtage støtte fra de to medicinalfirmaer, der vil tjene penge på salget af lecanemab (Eisai og Bioarctic), er ganske forudsigeligt ”rigtig skuffede over, at vi ikke kan tage det her revolutionerende skridt for danske patienter med Alzheimers”.
Lægemiddelindustriforeningen (Lif) skriver, at vi ikke må ikke svigte mennesker med Alzheimers, når der endelig er nye behandlinger på vej. Betyder det, at Lif mener, at Medicinrådet svigter patienterne? Eller vil de bare insinuere det?
Jeg vil gerne invitere Alzheimerforeningen og Lif til en debat her i Dagens Medicin. Mener de virkelig, at Medicinrådet burde have anbefalet lecanemab på trods af den tilsyneladende begrænsede effekt, de potentielt alvorlige bivirkninger og de meget høje udgifter, som det ville medføre? Hvorfra skal pengene i så fald tages?
Medicinrådet har truffet en afgørelse, men spillet om tilskud er ikke slut. I sin nytårstale nævnte statsminister Mette Frederiksen forebyggelse og tidlig opsporing af demens. Mon ikke lægemiddelindustriens lobbyister har haft en finger med i den formulering.
- En dårlig smag i munden… - 6. februar 2026
- Ny demensmedicin og spillet om offentligt tilskud i Danmark - 12. januar 2026
- Kejserens nye klæder: Virker dyr anbefalet hjertesvigtmedicin overhovedet? - 17. december 2025