I Læger uden Sponsor bruger vi nogle gange begrebet kommerciel bias. Det betegner, hvordan sundhedsvæsenets kommercielle interessenter kan påvirke lægers opfattelse og ordinationer. Efter min mening er der for lidt opmærksomhed på kommerciel bias og dens konsekvenser i det danske sundhedsvæsen.
Lad os begynde med det videnskabelige grundlag for vores opfattelse af behandlingers effektivitet. Hovedparten af finansieringen til kliniske forsøg kommer fra medicinal- og medicoindustrien. Når en lægemiddelvirksomhed finansierer eller sponsorerer et videnskabeligt forsøg, vil studiet altid være et kompromis mellem videnskabelige og kommercielle hensyn.
Mange af de kliniske forsøg tager industrien selv initiativ til, og allierer sig her typisk med indflydelsesrige læger, som kan bidrage til studiets og forfatterlistens tyngde. I disse kliniske forsøg er det indlysende, at industrien har indflydelse på design, dataindsamling og analyser.
Men også ved investigator-initierede kliniske forsøg, som finansielt støttes af et firma, er forskeren som regel nødt til at tilpasse studiets design for at sikre finansieringen. Lægemiddelvirksomheden skal jo kunne motiveres til at støtte forsøget.
Den, der betaler, vinder
Kommercielle interessenters indflydelse på kliniske forsøg kan føre til videnskabelige resultater, som umiddelbart fremstår som paradoksale.
Når to lægemidler fra forskellige firmaer sammenlignes direkte i kliniske forsøg, er det nemlig næsten altid præparatet fra det firma, der har betalt for forsøget, som sjovt nok viser sig at være bedst.
Titlen på en videnskabelig artikel om sammenlignende randomiserede forsøg af andengenerations-antipsykotika illustrerer paradokset: ‘Why olanzapine beats risperidone, risperidone beats quetiapine, and quetiapine beats olanzapine (Heres et al. 2006).
Tilsvarende viser firmasponsorerede systematiske oversigtsartikler og sundhedsøkonomiske analyser stort set altid det, som sponsoren vil have, at de skal vise.
Den, der betaler, fortolker
Kommerciel bias gælder ikke kun videnskabelige resultater, men også hvordan disse resultater skal fortolkes, og hvad vi skal fokusere på. Det var tydeligt under SSRI-præparaternes (dvs. ‘lykkepiller’) storhedstid i 1990’erne og 2000’erne.
Det første SSRI på markedet var fluoxetin (Fontex®). Det havde et godt renommé. Men da patentet udløb, og prisen faldt med 95 pct., blev det pludselig opfattet som et problem, at fluoxetin har så lang halveringstid og så mange interaktioner med andre lægemidler.
Forbruget, målt i definerede døgndoser, flyttede derefter over til de fortsat dyre SSRI, herunder paroxetin (Seroxat®). Da patentet på paroxetin udløb, blev det igen anset som et problem, at paroxetin har kort halveringstid, så risikoen for seponeringssyndrom øges.
Forbruget flyttede derefter over til sertralin (Zoloft®) og citalopram (Cipramil®), som fortsat var dyre, og da disse præparaters patenter udløb, var det ecitalopram (Cipralex®), som voksede i forbrug og omsætning.
SSRI-præparaternes salg i 2000’erne trodsede normale markedsmekanismer. Når prisen på en vare falder markant sammenlignet med konkurrerende produkter, skal markedsandelen stige. Men her skete det stik modsatte gang på gang.
Non-farmakologi, nej tak
Den danske lægemiddelvirksomhed Lundbeck var en vigtig aktør på SSRI-markedet. Lundbeck sponsorerede bl.a. psykiatriske konferencer i Aarhus, de såkaldte Risskov-symposier.
Jeg var engang inviteret som foredragsholder. Mine budskaber var, at SSRI-præparater kun var lidt mere effektive end placebo mod depression – 80 pct. af den observerede effekt sås også i placebogruppen – og at både kognitiv terapi og superviseret fysisk aktivitet så ud til at være lige så effektive som SSRI-præparater på kort sigt og tilsyneladende med bedre langtidsprognose.
Men non-farmakologiske løsninger var ikke på mode ved det af Lundbeck sponsorerede symposium. En førende psykiater fra Aarhus, som var medarrangør og havde inviteret mig, kaldte mit budskab for ‘antipsykiatri’.
Kommerciel bias også i information fra myndigheder
I kampen om markedsandele kunne Lundbeck også lægge pres på statslige myndigheder. Jeg var nogle år senere ansat i Institut for Rationel Farmakoterapi (IRF), som var en del af Lægemiddelstyrelsen.
Patentet var udløbet for Lundbecks storsælger citalopram, og Lundbeck lancerede intensivt det let modificerede præparat escitalopram, som fortsat var patentbeskyttet.
På IRF skrev vi til landets læger, at vi ikke syntes, at escitalopram medførte kliniske fordele, der kunne motivere prisforskellen. Efter få dage fik jeg af min chef at vide, at Lundbeck havde klaget til Sundheds- og Indenrigsministeriet med den begrundelse, at det var svært at sælge dansk medicin i udlandet, når Danmarks egne myndigheder ikke anbefalede den.
IRF fik mundkurv på; nu måtte vi ikke længere skrive noget negativt om escitalopram. Udsigten til eksportindtægter var vigtigere end den ‘uafhængige’ lægemiddelinformation, mente ministeriet. Det var også en form for kommerciel bias.
- Habilitet i lægevidenskabelige selskaber - 12. april 2026
- Rapporteringsbias i kliniske forsøg – vælg selv, hvilke data, du vil fortælle om! - 8. marts 2026
- En dårlig smag i munden… - 6. februar 2026