Lægemiddelindustrien sætter dagsordenen…

Nu er denne måneds debatartikel fra mig publiceret i Dagens Medicin. Redaktionen ændrer altid lidt på titel og ordvalg. Som altid kan du læse originalversionen her på www.laegerudensponsor.dk.

Siden jeg var ung læge har det slået mig, hvor gode lægemiddelfirmaerne til er at sætte en dagsorden for lægers videnskabelige og behandlingsmæssige fokus. Det foregår ved ”gratis” symposier og efteruddannelsesmøder, betalte ”advisory boards”-møder, oversigtsartikler i Ugeskrift for Læger, reklamer, der trykkes ned i lægens brevkasse og løbende samtaler med den venlige lægemiddelkonsulent, som årligt inviterer til kongresrejser.

Billige lægemidler erstattes af dyre

 Snesevis af gange har jeg oplevet, hvordan et tidligere populært og dyrt lægemiddel, pludseligt bliver omtalt som dårligt og obsolet, fordi patentet er udløbet, så prisen brat er faldet. Forbruget flyttes hurtigt over på andre lignende lægemidler (me too-præparater), som fortsat er dyre og patentbeskyttede, fordi det lægemiddelfirma, som tidligere talte det nu billige lægemiddel op, nu er stoppet med markedsføringen, så andre firmaer kan fortælle os, hvorfor deres præparat er bedre.

En række lægemiddelgrupper har fulgt den drejebog. Blandt smertestillende gigtmedicin (NSAID) har det nyeste præparat altid lavere risiko for blødende mavesår – indtil det ved patentudløb viser sig, at risikoen faktisk er højere. Blandt antidepressiva præparater har ulemperne med det gamle præparat kunnet skifte mellem for lang halveringstid, for kort halveringstid, for mange eller for få receptorbindinger eller at det indeholdt begge kemiske spejlbilleder af lægemidlet. For benzodiazepiner og opioider medfører det senest lancerede præparat ifølge markedsføringen altid mindre risiko for afhængighed og misbrug.  For opioidernes vedkommende forsøger vi nu at vende forbruget tilbage til det 200 år gamle lægemiddel morfin og væk fra de i 90’erne og 00’erne dygtigt markedsførte opioider som oxycodon, tramadol og fentanyl.

Nye behandlingskrævende tilstande

Andre gange har jeg set, hvordan en kendt og ret harmløs tilstand pludseligt bliver opfattet som svært behandlingskrævende, fordi et lægemiddelfirma har lanceret et præparat mod tilstanden. Grædetendens efter blodprop i hjernen, præmenstruel tristhed, enkelte dage med rejsningsproblemer, uro i benene, fedtlever og overvægt er blot nogle eksempler på det.

Enkelte gange fungerer sygdomskampagnen ikke efter hensigten. Det gjaldt fx pillen mod manglende sexlyst hos kvinder. Den blev aldrig en storsælger i Danmark.

”Life science”, ”Innovative lægemidler” og Trumps politik

I den sundhedspolitiske samfundsdebat sætter lægemiddelindustrien også dagsordener. Dyre og uafprøvede præparater kaldes i dag således ”innovative lægemidler”, fordi ”innovativ” lyder bedre end ”dyr og uafprøvet”. Lægeforeningen har skarpsindet påtalt at begrebet bruges i flæng på trods af at, der mangler en definition.

Politikere og journalister taler i dag ikke længere om medicinalindustrien, men om ”Life science-industrien”, fordi det har en mere positiv klang. Vi bliver konstant mindet om, at life science-industrien medfører eksportindtægter til Danmark, og derfor skal vi via en slags ”noget-for-noget-logik” ofre flere skattekroner på dyre og uafprøvede lægemidler.

For tiden hævder Lif, at Trumps politik i USA gør det nødvendigt at vi øger betalingsviljen for nye lægemidler i Danmark – ellers vil vi miste både eksportindtægter og behandlingstilbud til danske patienter. Lægemiddelindustriforeningen (Lif) har endog fået Dansk Erhverv og Dansk Industri med på vognen.  Efter min mening holder den argumentation ikke en meter. Danmark har udviklet sig til en stærk lægemiddeleksportnation i en lang periode, hvor de danske lægemiddeludgifter har været væsentligt lavere end i andre sammenlignelige lande.

Hvorvidt en argumentation holder eller ej, er næppe det vigtige for Lif. Det vigtige er, at politikere, patientforeninger, journalister og læger er godt primede med lægemiddelindustriens dagsordner i år, når Medicinrådet skal evalueres.

Mats Lindberg

Skriv en kommentar