»Hvad kan jeg gøre, når jeg bliver rask?« Dette spørgsmål
besvares i et lille hæfte om sygdommen panikangst sådan: »Lad være med at
glemme sygdommen. Tag din medicin, selvom du føler dig rask.« Det er en
psykiater, som har skrevet teksten for et medicinalfirma som producerer
medicin mod panikangst.
Der fremstilles et væld af
informationsmateriale, der er oplysende og velskrevet, men som også har
indbyggede markedsføringsbudskaber a la »Tag din medicin, selvom du føler
dig rask«. Mediernes generelle omtale af lægemidler kan indeholde skjulte
reklamer, som tjener til at markedsføre og øge det generelle medicinforbrug.
En del avisartikler denne sommer har handlet om at danskerne spiser for lidt
medicin. En professor er bekymret: »Vi bruger generelt alt for lidt medicin i
Danmark.« Og han tilføjer, at det kan folk »dø af«. Han er ikke i tvivl
om, at det lavere gennemsnitlige medicinforbrug koster danske menneskeliv. Men
nogle avislæsere har måske været i tvivl om, hvordan udtalelsen kan
vurderes i forhold til medicinalindustrien. Om han er sponsoreret af den,
eller tilhører gruppen af »læger uden sponsor«.
I demokratiske samfund anses uafhængighed
på mange områder for at være et grundlag for troværdighed. Der ses med
skepsis på rådgivere, som er afhængige af eller har bindinger til en
tredjepart. Afhængighed betyder noget for den generelle troværdighed i vores
samfund. Gælder det også for læger? Nogle læger mener ikke at de kan
forske eller uddanne sig uden støtte fra lægemiddelfirmaer. Og de ser ikke
noget betænkeligt i den form for afhængighed, da sponsorering er blevet en
del af en generel samfundsudvikling. Men måske kan der alligevel være grund
til at overveje hvad sponsorering af læger betyder for patienter og for
samfundet.
Hver gang en læge tager imod en
ydelse fra et lægemiddelfirma, er der skabt en goodwill-relation. Det er en
fornuftig erhvervspolitik, at firmaer investerer i goodwill-skabende markedsføring,
der skal skaffe deres økonomiske bagland det størst mulige afkast. Men læger
har et andet bagland, deres patienter. Det er lægers opgave at varetage
patienters interesser, så uvildigt som muligt - og patienter ønsker ikke
altid mest mulig, og dyrest mulig medicin.
Læger er en speciel målgruppe
for sponsorering. Vi er en autoriseret erhvervsgruppe, på linje med jurister
og revisorer. Vi har lovbestemte beføjelser bl.a. til at udstede recepter,
som ingen andre må. Derfor er vi nøglepersoner, ikke kun for patienter og
samfund, men også for lægemiddelindustrien, hvis driftsresultater direkte
afhænger af vore behandlingsvaner.
Lægemiddelindustrien er opmærksom
og gavmild, og derfor kan læger komme til at føle en slags personlig
taknemmelighedsgæld til den. Lægers modydelser er sikkert oftest ubevidst, i
form af generelt ændrede behandlingsvaner og måske en tendens til at nedtone
de negative sider ved den tiltagende medikalisering. Det kan også være en
manglende opmærksomhed på bivirkninger og oversete muligheder for
ikkefarmakologiske behandlinger. I goodwill-relationer kan der ske noget næsten
umærkeligt med bevidstheden, også om at patienters og firmaers interesser
ikke altid er sammenfaldende.
Er vi som profession til salg? Og
hvem betaler? Det er tredjepart, patienter og samfund, som betaler medicinen.
Hvad betaler den enkelte læge og lægestanden? En pris som ikke kan gøres op
i kroner og øre? Med tab af faglig uafhængighed, kritisk sans og troværdighed?
Og hvad med patienters tillid?
Den pris kan måske få grundlaget
for al lægevirksomhed til at skride.
